Anmeldelser af vin er fast stof i både aviser, blade og magasiner, ligesom der findes et utal af mere eller mindre kvalificerede bloggere der også kaster sig ud i vinanmeldelsens ædle kunst. Og vinhandlerne bruger anmeldelserne (hvis de er gode) til at forsøge at sælge deres produkter til os forbrugere.

Anmeldelser er med andre ord en vigtig del af vinmarkedet. Derfor er det også ærgerligt, at kvaliteten af anmeldelserne ofte er ret lav, da de dermed reelt er uanvendelige ift. at beslutte et vinkøb, medmindre man alene forlader sig på de tildelte point (hvilket jeg skrev om i mit allerførste indlæg her på siden).

Vinanmeldelser kan groft sagt opdeles i to kategorier, nemlig hhv. deskriptive og analytiske anmeldelser.

En deskriptiv anmeldelse er – som ordet antyder – en beskrivelse af vinen som vinanmelderen oplever den. Det er en type anmeldelse der typisk holder sig til at beskrive de specifikke aromaer og smagselementer i vinen, men som sjældent eller kun overfladisk handler om vinens struktur, finish, kompleksitet osv.

En analytisk anmeldelse går mere i dybden med vinen. Det er en type anmeldelse som udover at beskrive aromaerne og smagen i vinen også beskæftiger sig med f.eks. sødme/syre-balancen, brugen af eg, lagringspontentiale osv.

Langt de fleste danske vinanmeldere er overvejende deskriptive, hvorimod anmelderne hos det britiske vinmagasin Decanter er mere analytiske. Jeg er helt klart størst tilhænger af den sidste tilgang.

Det er ikke for at hænge nogen ud, men jeg synes altså ikke, at jeg bliver ret meget klogere af disse to eksempler fra virkelighedens verden:

Frisk kirsch, ja sangiovese in purrezza, nærmest chianti-style, let tobak, juicy og rødfrugtet. I smagen er den saftig, frisk, lidt for mild til ”ægte” brunello-bid, luftig og nærmest burgundisk… men på en katolsk og varmblodig måde.

eller

Med en duft af god lim og stødt æble a la cider er det tydeligt, at saint-romain’en ikke er svovlet. Her er både fede gule stenfrugter og majs, men behersket træ. I munden er vinen både drøj og cremet, men med god syre, og udgør for mig et af testens absolut bedste køb i den mere menneskelige ende af spektret.

Jeg synes, det er svært at få noget meningsfuldt ud af en rent deskriptiv anmeldelse generelt, og altså ikke kun de to ovenstående eksempler. For selvom beskrivelsen “burgundisk men på en katolsk og varmblodig måde” er det rene nonsens, forstår jeg faktisk godt, hvad der menes med “rødfrugtet” eller “stødt æble“. Men der er tale om korte og relativt overfladiske anmeldelser, og derfor står jeg alligevel tilbage med en lang række spørgsmål, som ikke bliver besvaret. Da vinene koster hhv. 349 og 299 kr. pr. fl., synes jeg ikke det er for meget forlangt at få mere at vide, inden man kaster sine penge efter en flaske eller to.

Det er naturligvis meget nemmere at lave deskriptive smagenoter, hvor anmelderen nedfælder sine umiddelbare tanker, indtryk og følelser, end det er at lave en egentlig analyse, men indenfor fine wine-segmentet synes jeg, det er decideret useriøst, og det er et tegn på, at man hverken tager vinen eller sine læsere alvorligt.

To af de allervigtigste spørgsmål for mig handler om hhv. balance og kompleksitet.

Balance handler om balancen mellem vinens strukturelle komponenter (sødme, syre, tannin og alkohol) men også brugen af træfade. Hvis der er brugt fade, er egetræet så godt integreret i vinen eller overtager den helt duften og smagen? Netop balancen er særligt vigtigt, for hvis vinen er ubalanceret eller uharmonisk er den ofte ikke pengene værd, og derfor er det efter min mening noget af det vigtigste at få frem i anmeldelse.

Kompleksitet handler om hvor mange specifikke aromaer der kan findes i vinen, og dermed hvor mange lag af duft og smag vinen har. Vine der er endimensionelle er kedelige uanset om de er i balance eller ej.

Herudover vil jeg gerne vide noget om vinens modenhed, fylde, længde og intensitet. Disse dele kan egentlig også kan siges at være en del af de strukturelle komponenter, men kan lige så godt behandles selvstændigt. Jeg vil også gerne vide, om vinen er drikkeklar nu og hvis ikke: hvornår? Kan vinen med fordel gemmes? Hvor længe? Endelig vil jeg gerne vide noget om hvordan vinen fremstår sammenlignet med andre vine fra samme producent eller samme område, eller sammenlignet med samme vin i andre årgange osv. osv.

Jeg forventer ikke, at en anmeldelse nødvendigvis skal forbi samtlige af disse elementer, men jeg forventer, at anmelderen i det mindste inddrager det der er vigtigst ift. at formidle netop den vin, der anmeldes. Med andre ord: At anmelderen anstrenger sig for at tage både vinen og sine læsere seriøst.

Følgende anmeldelse er fra 2022 marts-nummeret af Decanter og rammer – efter min mening – en fin balance mellem det deskriptive og det analytiske:

Wonderfully fresh and expressive, with a touch of black pepper hiding among the menthol and the deep, dark berry fruits. Medium- to full-bodied, this has stacks of rich, sweet berry fruit and driving acidity, then ends neat and precise. Very well-integrated oak brings a spicy complexity, but the site is more prominent than the method. It’s arguably not as deep as the 2015, but this is nonetheless a hugely enjoyable wine. A blend of lieux-dits Le Mollard, La Viallière, La Brosse and La Landonne. Tasted non blind. Drink 2022-2035.

Det er selvfølgelig ikke alle vine, der behøver en analytisk tilgang. Almindelig konsumvin – som jo er den type vin der drikkes mest af – behøver næppe den store, dybdegående analyse. Også fordi de forbrugere der køber den slags vin typisk ikke er så interesserede i vin, at de har lyst til at bruge tid på at læse lange anmeldelser og forstå hvad der f.eks. menes med at “very well-integrated oak brings a spicy complexity“. Deskriptive anmeldelser eller noter er helt fint til konsumvin, men når man er bevæger sig ind i fine wine-segmentet, er det altså noget andet.

Hvis du er kommet så langt i indlægget, skal du have en lille bonus.

Herunder finder du en samling af udtryk fra virkelige vinanmeldelser, jeg faldt over ifm. med min research. Jeg tænker ikke, at de behøver mange kommentarer med på vejen…

God fornøjelse!

———-0-0-0———-

”In-your-face-te, medicinsk og tobakket”

”Lugter både af gamle og moderne dage”

”Transparent granat med medicinsk c-vitamin”

”Heftig tannin med hundeglam”

”Fokuseret og strålende af kernekraft”

”Minder om farmaceutens skuffe i Firenze”

”Campari og c-vitamin, blodappelsin, friskhed”

“Røget spæk a la Gevrey-Chambertin”

“Æblefrugtig a la børnefødselsdag”

“Kalkede noter af rejeskaller”

“Noter af harsk smør, flødekaramel, kvæde og mødding” (anmelderen mener det positivt!)

“Endimensionel æblefrugt – som i æblekompot – samt mødding” (samme anmelder som ovenfor, men nu er mødding ikke længere positivt ment!)

“Smager godt til sådan en ræddi’ god tur i en mejetærsker”

“Noter af lykke og vibrationer i mellemkødet”

”Smager godt til kælne vikingetræf”

Jeg kan ikke lade være med at tage et tredje citat med. Det er dog ikke fra en vinanmeldelse, men er en vinbeskrivelse fra en forhandler. Beskrivelsen – der vel helst skal være en vejledning til kunden – er dog efter min mening så absurd, at den måtte med her til allersidst:

Whaaaaaat, hvor smager det her godt og stort og vildt og nice og svedigt. Hahahahaha. *rallerrundtpågulvet* Smager godt til: Livet, missekat. Livet.

Indlægget Vinanmeldelser blev vist første gang den Smag for Smag.

Vinklub 1 var samlet lørdag aften, og skulle smage på en stribe ret forskellige vine. Alle vinene blev først smagt blindt og herefter sammen med mad. Lad os kaste os ud i det.

Harald Krabbe og de andre gode folk på Frederiksdal Gods har lavet en Sparkling Kirsebærvin. Det havde de ikke behøvet!

Frederiksdal Gods er blevet kendt de seneste år for sine mange fremragende kirsebærvine, og derfor var det ikke uden forventninger, at vi skulle smage deres ‘sparkler’ som aperitif forud for aftenens øvrige program.

Det begyndte også godt. Farven er dyb og intens mørkerød, ja næsten sort. I duften finder man lækre nuancer af bl.a. marcipan, vanilje og naturligvis kirsebær, men når man smager på vinen, går det desværre galt. Vinen har en lidt høj restsødme men syreniveauet er for lavt til at afbalancere sødmen. Høj sødme kan normalt udlignes dels ved høj syre, dels ved et højere alkoholindhold (som i alm. kirsebærvin og portvin, hvor der tilsættes alkohol) men Frederiksdal Sparkling holder kun 11,5% og når høj sødme, lav syre og lavt alkoholniveau så kombineres med en fed mundfylde (vinen forekommer næsten lige så tyktflydende som alm. kirsebærvin) og små bobler, bliver det næsten vammelt. Efter min mening er vinen altså uden den nødvendige struktur og fremstår derfor ubalanceret og uharmonisk. Det kan derfor kun blive til 2 ud af 6 point. Vinen var købt for 155 kr. (½ liter) hos H.J. Hansen Vin.

Næste vin var en 2007 Fritz Wassmer Spätburgunder ‘Barrique’. I næsen var der som ventet både røg, læder og petroleum på grund af alderen, men med frugten liggende lige bagved: De klassiske nuancer af kirsebær, jordbær og brombær. De samme elementer gik igen i smagen og vinen havde trods sin alder stadig en glimrende syre og tannin. Alt i alt en vin med en god balance mellem de strukturelle komponenter og med en fin kompleksitet og længde. Kan drikkes nu og et par år frem og opnår 5 ud af 6 point. Vinen var købt for 189 kr. hos Løgismose.

Så nåede vi til Sydfrankrig, nærmere bestemt Languedoc og klassikeren Mas de Daumas Gassac fra 2009. Vinen fremstår i glasset med en flot dyb rød farve. I næsen finder man en intens duft af eucalyptus, kirsebær, solbær, brombær og læder og det er de samme elementer, der går igen i smagen. Tydelig sydfransk i stilen men med den nødvendige syre og tannin til at holde det hele på plads. En virkelig god vin. Balanceret og med en god struktur, intens i smagen med en lang eftersmag og stor kompleksitet. Kan drikkes nu og de næste 4-5 år. Det er svært at sætte en finger på noget og vinen får derfor 6 ud af 6 point. Vinen var købt for 299 kr. hos Les Cépages.

Næste flaske på bordet var 2006 Chateau Pichon Longueville Comtesse de Lalande. Et godt eksempel på, hvor lukket og reserveret ung Bordeaux kan være. I Comtessens tilfælde anses 2006-årgangen faktisk for at være bedre end 2005-årgangen, der langt fra er drikkemoden. Det kan være forklaringen. Selvom den var vendt i en karaffel et par timer før middagen og tilmed fik tid i glasset, åbnede den sig aldrig. Vi skulle nok have ventet 10 år, og må bare sande, at der er noget om den gamle sandhed om, at stor Bordeaux mindst skal være 10 år gammel før man overhovedet overvejer at drikke den. Vi har dog tidligere drukket årgang 2004 med stor fornøjelse. Det ville ikke være rimeligt at give vinen en bedømmelse på dette stadie. Vinen var købt for 1.150 kr. hos Løgismose.

2012 Domaine des Bernardins Muscat de Beaumes de Venise blev serveret til osten. Farven dyb gul gående over mod det orange. I næsen klassisk muscatduft med sine parfumerede og krydrede aromaer af bl.a. fersken, melon, aprikos og kvæde. Smagen rummer de samme nuancer som duften, men desværre mangler også denne vin syre til at balancere sødmen. Vinen fremstår derfor noget flad og formår slet ikke at hamle op med de oste, den blev serveret til. Muscat fra netop Baumes de Venise kan normalt så meget mere, og vinen får derfor kun 2 ud af 6 point. Flasken var købt hos The Wine Company for 132 kr.

Sidste flaske på programmet var Niepoorts 10 års tawny. Farven er meget lys rødbrun, ja faktisk mere rød end brun, overraskende nok. Duften er til gengæld klassisk tawny med masser af rosiner, nødder, egetræ, appelsinskal, vanilje, puddersukker osv. Smagen lever helt op til forventningerne fra næsen. De samme nuancer går igen i smagen, hvor eg og rosin er mest fremtrædende. En markant sødme holdes flot på plads af en rank syre og vinen fremstår både harmonisk, balanceret og ganske kompleks. Der gives 5 store point af 6 mulige. Flasken var købt hos Skjold Burne for 289 kr.

Deltagerne gættede – vanen tro – med skiftende held de enkelte blinde flasker. Frederiksdal Sparkling blev langt fra gættet – få ukvalificerede bud sendte os til Italien. Spätburgunder blev rent faktisk gættet rigtigt, mens det i samme sætning blev udelukket, at der var tale om en tysk vin. Daumas’en var en enkelt på sporet af kom fra Sydfrankrig, men druesammensætningen havde deltagerne kun forkerte bud på. “Det er i hvert fald ikke Cabernet Sauvignon eller Merlot“, som der blev sagt. Det var det så. Begge dele. Mht. Bordeaux’en var selskabet lovligt undskyldt, men en enkelt fristede sig skråsikkert til at fastslå, at “der er ikke tale om Bordeaux“. Muscat’en blev gættet helt rigtigt af en af de mindre vinkyndige, men det var vist et akut tilfælde af blind høne…… Endelig blev Niepoorten gættet korrekt som værende en portvin af tawny-typen, hvilket også er næsten umuligt at tage fejl af.

Indlægget Vinanmeldelse: Klæge kirsebær og en vigtig lektion om bedøvet Bordeaux blev vist første gang den Smag for Smag.

Mit allerførste indlæg på smagforsmag.dk handler om pointgivning til vin. Det er et meget omdiskuteret emne, om      man skal – eller overhovedet kan – give point til en vin på en meningsfuld måde. Det vil jeg forsøge at belyse.

Mange gør det, tildeler point. Også – eller måske især – de mest anerkendte vinkritikere. Tænk bare på Robert Parker,  der jo om nogen kan sætte en dagsorden med sine vinanmeldelser, og hvis point kan sende en vins pris helt op i  skyerne eller ned under kulkælderen. Det er ikke uden grund, at mange Bordeauxslotte hvert forår afventer Parkers  point inden de fastsætter en primeur-prisen på forrige års høst. Parker opererer med sin berømte 100-point skala, som rettere er en 50-point skala. Vinen får nemlig som udgangspunkt 50 point bare for at være en vin.

Vinmagasinet Decanter bruger en skala der går til 20 point, men som i virkeligheden er en 40-point skala, da de også tildeler halve point og det er også den skala som den anerkendte britiske vinskribent Jancis Robinson bruger. Andre bruger 20-point-systemer uden halve point, andre igen bruger stjerner op til 5, 6 eller endda 10 stk.

Men giver det overhovedet mening at score en vin på en skala uanset om den skala går til 5, 6, 20 eller 100 og uanset om det er en 50point-skala, en 40point-skala eller noget helt tredje, fjerde eller femte? Efter min mening: Både ja og nej.

Inden jeg når frem til at forklare, hvad jeg mener med det noget tågede svar, så lad os først kaste et nærmere blik på opbygningen af den mest indflydelsesrige pointskala indenfor vinbedømmelser, nemlig Robert Parkers 100-point system. Parker begynder som nævnt med at give 50 point bare fordi indholdet i flasken er en vin, herefter fordeler hans point sig på denne måde:

1-5 point for udseendet
1-15 point for duften
1-20 point for smagen
1-10 point for det overordnede indtryk og lagringspotentiale

Parker offentliggør ikke mellemregningerne, altså hvor mange point vinen opnår i de forskellige kategorier, men blot det samlede antal point. Men selvom Parker en enkelt gang har givet 56 point til en 1979 Lambert Bridge Cabernet Sauvignon om hvilken han skrev ”One has to wonder what this winery does to its cabernet to make it so undrinkable….”, så scorer vine, Parker bedømmer så godt som aldrig under 70 point og dermed er hans 100-point skala reelt en 30-point skala. De dårlige vine scorer i 70’erne, de middelgode scorer i 80’erne, mens de gode og de virkeligt gode vine scorer point i 90’erne. Parkers system nedbryder altså oplevelsen af en vin til et enkelt tal, men et tal der til en hvis grad kan bruges til at sammenligne forskellige vine. Mere herom lige om lidt.

Én af verdens mest anerkendte vinuddannelser, nemlig det engelske Wine& Spirit Education Trust (WSET) bruger ikke pointgivning i bedømmelsen af vin, men anlægger en meget mere analytisk og kvalitativ tilgang til vinbedømmelsen. Med dette system skal smageren nedbryde vinen i samtlige dens bestanddele, og herefter analysere/bedømme dem hver for sig. Man skal ikke tage stilling til om man kan lide vinen, men alene forsøge at give en objektiv vurdering, om f.eks. tanninen er medium eller medium+. Det kaldes Systematic Approach to Tasting og er et system der både kræver træning og tilvænning, men som – når man først har lært det – giver én en helt anden forståelse for og nydelse af vin fremover. Jeg er gået i dybden med dette system i et andet blogindlæg, som du kan læse her. Det som WSETs system altså gør, er at sætte en masse ord på vinen, men på en tilstræbt objektiv, systematisk og ensartet måde.

Og nu når jeg så frem til denne artikels oprindelige spørgsmål, nemlig om det giver mening at give point til en vin? Uanset hvilken tilgang eller hvilket pointsystem man anvender til bedømmelsen af vin, er der tale om et forsøg på at sætte system i og videreformidle noget, som egentlig når alt kommer til alt er en subjektiv og typisk mangefacetteret oplevelse. Fordelen ved pointsystemer er naturligvis, at bedømmelsen er nem at formidle videre for anmelderen og er ganske brugbare i kommercielt øjemed for producenter/forhandlere, når pointene er i top. Og så er de umiddelbart og hurtigt forståelige for forbrugeren. Ulempen er naturligvis, at ufatteligt meget information går tabt: Hvordan smager vinen? Er den anmasende eller sofistikeret? Er vinen i balance? Hvordan er vinens struktur? Krop? Alkohol, syre, sødme…osv. osv. osv. Naturligvis vil vine der scorer helt i top være gode på alle niveauer, ligesom det modsatte er tilfældet med vine der scorer helt i bund. Men hvad kan man forvente at af vin der scorer 89 point? Det ved man ikke uden den ledsagende tekst.

Nu når jeg endelig frem til min pointe. Årsagen til at jeg svarer både ja og nej på spørgsmålet om man meningsfuldt kan give point til en vin er, at point kan være en udmærket og jo altså let forståelig rettesnor, men point kan aldrig nogensinde stå alene. Pointgivning hvad enten det er til en vin, en film, en bog eller noget helt fjerde må aldrig nogensinde stå alene uden en uddybende anmeldelse der beskriver, forklarer, analyserer og uddyber. Uden at sætte tingene ind i en sammenhæng er pointene intet værd. Robert Parker nævner det da også selv. Hans point kan ikke kan stå alene, skriver han, men skal ses i sammenhæng med de ret udførlige vinnoter der også offentliggøres sammen med pointene.

Problemet er bare, at pointene netop temmelig ofte står alene tilbage, og hvad langt de færreste selv vinnørder er opmærksomme på, så kan f.eks. Parkers point ikke bruges til at sammenligne kvaliteten af vine på tværs af vinområder. Han skriver nemlig følgende på forsiden af sit blad The Wine Advocate ”The numerical rating given is a guide to what I think of the wine vis-à-vis its peer group”. Med andre ord: Vinen får point ift. vine der er sammenlignelige med vine fra samme område. Det betyder, at f.eks. en Rioja der får 92 point i Parkers opfattelse ikke nødvendigvis er en bedre vin, end en Bordeaux der får 88 point. Men det er mildest talt ikke sådan hans point videreformidles eller forstås. Men det svarer egentlig til at sammenligne gode æbler med gode pærer. Point skal tages med et meget stort forbehold og selv synes jeg at point uden en uddybende forklaring er værdiløse.

En anden væsentlig pointe er, at bedømmelsen af en vin kan være meget flaske- og tidsafhængig. Robert Parker smager de samme vine igen og igen over årene (især Bordeaux) og justerer og tilpasser løbende sine point efter det. Ikke voldsomme justeringer, men måske et par point den ene eller anden vej. Absurditeten var dog til at tage at føle på, da én af Parkers ansatte, Lisa Perrotti-Brown, i 2009 tildelte Mouton-Rothschild 1998 89 point efter at Robert Parker selv i 2001 havde givet den 96 point. Det er i hvert fald blot med til at understrege, at selv vinkendere vurderer de samme vine meget forskelligt, eller at flaskevariationer spiller en stor rolle. Også af den grund er der grund til forsigtighed med meget præcis pointgivning. Som en lille sjov sidebemærkning skal det nævnes, at da Lise Perotti-Brown gjorde noget tilsvarende med Mouton-Rothschild 1982, blev hendes anmeldelse efterfølgende fjernet fra Parkers hjemmeside. Det var én af de vine der var med til at gøre Parker til en verdensberømt vinsmager, og manden selv har givet den 100 point ved mindst 7-8 lejligheder over de sidste 30 år. Den vin skulle der alligevel ikke pilles ved!

På baggrund af alle disse betragtninger har jeg besluttet, at vinanmeldelser her på smagforsmag.dk først og fremmest sker med ord i et forsøg på at give den bedst mulige beskrivelse. Anmeldelsen afsluttes dog med en samlet vurdering på en skala fra 0-6. En 6-point-skala er mere grovmasket end f.eks. Parkers 100-point skala, for efter min mening giver det overhovedet ikke mening at skelne mellem om en vin skal have 94 eller 95 point. Hos mig vil begge vine få 6 stjerner. Mine anmeldelser vil tage udgangspunkt i WSETs Systematic Approah to Tasting, som efter min mening, giver den bedste og mest objektive fremstilling af en vins udtryk og kvalitet. Jeg følger ikke systemet slavisk – så bliver anmeldelsen for teknisk og kedelig – og jeg krydrer bedømmelserne med min egen mening om vinen.

Ordet er frit – hvad synes du om pointgivning til vin?

—————

Skulle du have lyst til at læse mere om Robert Parker og hans imponerende karriere, findes der på hans egen hjemmeside et udførligt (men ikke specielt kritisk) portræt af manden: https://www.erobertparker.com/info/milliondollarnose.asp

Jeg skriver meget mere om WSETs Systematic Approah to Tasting i et senere indlæg, men ellers kan der læses mere om det her: http://www.wsetglobal.com/qualifications/25.asp

Indlægget Pointgivning til vin – giver det overhovedet mening? blev vist første gang den Smag for Smag.