Det bliver et lidt langt indlæg denne gang, men lad os kigge nærmere på systemet. Systematic Approach to Tasting er opdelt i tre hovedkategorier: Udseende, duft og smag – de gennemgås her hver for sig.

Udseende
Når man skal bedømme eller analysere en vin begynder man med at kigge på vinen. Først kigger man på om vinen er klar eller uklar. Langt de hovedparten af de vine vi normalt drikker er klare, men hvis vinen er uklar, skal man forholde sig til, om det er en fejl eller om det er helt OK. F.eks. må en gammel portvin gerne være lidt uklar. Dernæst ser man på farvens intensitet, hvor dyb farven er. En Bourgogne vil ofte være ganske lys, hvorimod f.eks. en australsk shiraz har en meget dyb og intens farve. Herefter ser man nærmere på vinens farve. Den vil selvfølgelig variere alt efter hvilken type vin der er tale om, men f.eks. en rødvin er ikke bare rød. Den kan være rubinrød, teglstensrød, lilla eller rødbrun eller noget helt femte. Endelig ser man på, om der er andet at sige om vinens udseende. Det kan være at den har bobler, har dannet vinsten eller laver solide gardiner på siden af glasset, når vinen slynges rundt. Kan udseendet ikke være ligegyldigt, tænker du måske? Nej, bestemt ikke. Vinens udseende giver os en række informationer om vinens tilstand som vi kan bruge, når konklusionen skal skrives eller – i tilfælde af blindsmagning – vinen skal gættes.

Duft
Efter at have kigget på vinen skal vi nu bedømme vinens duft og her begynder man med vinens overordnede tilstand. Er det en ren, frisk duft der møder én, eller har vinen prop eller er den måske oxideret? Dernæst bedømmer man duftens intensitet som man være alt fra meget let og fin til udtalt kraftig. Først nu skal vi begynde at sætte ord på hvilke specifikke aromaer, vi synes, vinen har. Således vil f.eks. en yngre Bordeauxvin fra Medoc-området ofte blive beskrevet med ord som solbær, brombær, kirsebær, læder, grafit osv. Det er de specifikke aromakarakteristika vi finder i vinen. Endelig skal vi forholde os til vinens udvikling. Er den ung, er den gammel eller er den under udvikling eller måske under afvikling? Det kræver lidt øvelse, og ikke mindst kendskab til primære, sekundære og tertiære aromaer, og hvordan man identificerer dem. Det vil gå for vidt her at komme ind på hvad det mere præcist betyder, så det vil jeg gå i dybden med i et senere indlæg.

Smag
Nu kommer vi så det, det hele handler om, nemlig det tredje hovedelement: Vinens smag. Nu gælder det så om at holde tungen lige i munden. Hvor vi under udseende og duft kun skulle forholde os til fire elementer ad gangen, skal vi i analysen af smagen forholde os til hele ni forskellige faktorer. Lad os kigge på dem én ad gangen.

Først sødme. Hvor tør eller sød er vinen? Røde vine er stort set altid tørre og portvine er stort set altid søde eller medium søde. Dernæst bedømmer vi vinens syre. Syren fornemmes på tungen og kan bedst beskrives som den lidt udtørrende fornemmelse man kan opleve på tungen efterfulgt – kort tid efter – af en tilstrømning af mundvand. Syren (som er frugtsyre) må ikke forveksles med vinens garvesyre, som er det tredje element, vi skal analysere. Garvesyren – der også kaldes tannin – fornemmes på gummerne og kan bedst beskrives som en udtørrende fornemmelse. En meget tanninholdig vin kan således efterlade ens gummer (især lige over fortænderne) med en helt tør fornemmelse, mens en vin med mindre tannin ofte kun lige vil være lidt prikkende på gummerne. Det fjerde element er det som jeg – og mange andre – har sværest ved at vurdere, nemlig vinens alkoholindhold. Alkohol opleves som varmende og med en svag sød fornemmelse. For mig flyder alkoholen sammen med vinens øvrige komponenter og især i bordvin på 12-14% kan den være svær at finde, hvorimod den er noget nemmere at identificere i f.eks. portvin der jo holder omkring 20% alkohol.

Nu har vi gennemgået fire elementer: sødme, syre, tannin og alkohol. Det Femte punkt på bedømmelseslisten er vinens krop også kaldet fylde eller viskositet. Det lyder svært, men er egentlig rimeligt enkelt. Forestil dig et glas vand i den ene ende af skalaen og forestil dig et glas piskefløde i den anden ende af skalaen. Vandet er tyndt og glider lige ned uden at hænge fast i munden, hvorimod fløden er fed og cremet og bliver hængende længe i munden. Vinens fylde/krop/viskositet er altså et udtryk for hvor tyk eller fyldig væsken føles og vil oftest være afhængig af vinens restsødme og/eller alkoholindhold. Jo højere på begge, jo fyldigere vin. Som det sjette skal man bedømme smagens intensitet. Ligesom i duften kan intensiteten i smagen være alt fra let til meget udtalt. En frisk ung Beaujolais er ofte lidt under medium i intensitet mens den føromtalte australske shiraz næsten sprænger skalaen i den anden ende med sin nærmest påtrængende smagsintensitet.

Selvom det er den del, de fleste kaster sig over som det første, når de tager en tår vin, er det først som det syvende punkt, at man skal forholde sig til hvad vinen egentlig smager af – vinens specifikke smagskarakteristika. Lad os bare genbruge eksemplet fra afsnittet om duft, og tage udgangspunkt i en yngre Bordeauxvin. De elementer vi fandt i næsen, da vi bedømte vinens duft (solbær, brombær, kirsebær, læder, grafit), vil ofte gå igen i smagen evt. kombineret med lidt flere nuancer som i dette tilfælde kunne være kærnemælk, skovbund og tobak. Man kan dog også opleve, at der ikke er den store sammenhæng mellem duft og smag, og det påvirker selvfølgelig den samlede vurdering af vinen. De to sidste elementer der skal bedømmes under smagen er hhv. eventuelle øvrige smagsobservationer og vinens finish. Af andre observationer man kan have gjort sig om smagen, er f.eks. om vinen er i balance og hvor kompleks den er. De syv elementer jeg har nævnt i dette afsnit: sødme, syre, tannin, alkohol, krop, smagsintensitet og smagskarakteristika udgør tilsammen det man kalder for vinens strukturelle komponenter. Hvis de er i balance, er vinen i balance. F.eks. vil en sød vin uden høj syre og et vist alkoholindhold opleves som tung og vammel og dermed være ude af balance. Vinens kompleksitet handler bl.a. men ikke kun om hvor mange duft- og smagskarakteristika man kan finde, og hvor mange nye der opstår efterhånden som vinen ilter i glasset. Det sidste man skal forholde sig til er som nævnt vinens finish, og her menes ganske enkelt længden på eftersmagen.

Konklusionen
På baggrund af den analyse man nu har lavet af vinen, kan man komme med sin konklusion om vinens overordnede, objektive kvalitet. Det handler altså ikke om, om du kan lide vinen, men om det er en veltillavet vin eller ej. Endelig kan man tage stilling til om vinen er drikkeklar nu, for ung eller for gammel og om den eventuelt egner sig til yderligere lagring. Er der tale om en blindsmagning er det også nu man kan forsøge sig med et bud på land, område, årgang, drue(r) og pris.

En smagenote på vores yngre Bordeauxvin lavet ud fra dette system kunne se sådan ud:

Udseende: Der er tale om en klar, medium intens, rubinrød vin med pæne gardiner.

Næse: Duften er ren og med en medium+ intensitet som er karakteriseret af solbær, brombær, kirsebær, læder, grafit og våd skovbund. Vinen er tydeligvis stadig under udvikling.

Smag: Det er en tør vin med medium syre, medium+ tannin og medium alkohol. Kroppen er medium. Smagsintensiteten er medium til medium+ og er karakteriseret af solbær, brombær, kirsebær, læder, grafit, tobak og våd skovbund. Der er en god balance mellem vinens strukturelle komponenter og god sammenhæng mellem duft og smag. Finish er medium lang.

Konklusion: Der er tale om en virkelig god og veltillavet vin der kan drikkes nu, men som har potentiale til yderligere lagring.

Jeg er helt klar over, at det er en ordentlig omgang skulle forholde sig til på én gang, og det kan nok virke en anelse overvældende, men hele dette Systematic Approach to Tasting har ikke sit navn uden grund. Det er faktisk så systematisk bygget op, at det kan sættes på skemaform på denne måde:

1. UDSEENDE
   a. Klarhed
   b. Intensitet
   c. Farve
   d. Øvrige observationer
2. NÆSE
   a. Tilstand
   b. Intensitet
   c. Aromakarakteristika
   d. Øvrige observationer
3. SMAG
   a. Sødme
   b. Syre
   c. Tannin
   d. Alkohol
   e. Krop/mundfylde
   f. Intensitet
   g. Smagskarakteristika
   h. Øvrige observationer
   i. Finish
4. KONKLUSION
   a. Overordnet kvalitet
   b. Lagringspotentiale

Hele skemaet inkl. en lang række stikord til at beskrive duft og smag kan gratis downloades fra WSET’s hjemmeside. Skemaerne på de enkelte niveauer er ens, men skalaerne er mere fintmaskede fra niveau 3 og op.

En nemmere tilgang: BLIK-modellen
Naturligvis kan det være vanskeligt at bruge ovenstående meget dybdegående og grundige model, hvis man er i en mere uformel sammenhæng som f.eks. en god middag eller en større vinmesse. Til en meget hurtig vurdering eller analyse af vinen kan man derfor bruge den såkaldte BLIK-model. Denne model er utrolig nem at bruge og huske, for BLIK er ganske enkelt forbogstaverne i Balance, Længde, Intensitet og Kompleksitet. Forhold dig til de fire BLIK-elementer, tænkt lidt over hvad vinen dufter og smager af, og du har en ret god fornemmelse for vinens kvaliteter.

Håber, at ovenstående har givet dig inspiration og lyst til at smage på vin på en ny og mere givende måde – god fornøjelse.

Indlægget Bliv en bedre vinsmager med Systematic Approach to Tasting blev vist første gang den Smag for Smag.

Mit allerførste indlæg på smagforsmag.dk handler om pointgivning til vin. Det er et meget omdiskuteret emne, om      man skal – eller overhovedet kan – give point til en vin på en meningsfuld måde. Det vil jeg forsøge at belyse.

Mange gør det, tildeler point. Også – eller måske især – de mest anerkendte vinkritikere. Tænk bare på Robert Parker,  der jo om nogen kan sætte en dagsorden med sine vinanmeldelser, og hvis point kan sende en vins pris helt op i  skyerne eller ned under kulkælderen. Det er ikke uden grund, at mange Bordeauxslotte hvert forår afventer Parkers  point inden de fastsætter en primeur-prisen på forrige års høst. Parker opererer med sin berømte 100-point skala, som rettere er en 50-point skala. Vinen får nemlig som udgangspunkt 50 point bare for at være en vin.

Vinmagasinet Decanter bruger en skala der går til 20 point, men som i virkeligheden er en 40-point skala, da de også tildeler halve point og det er også den skala som den anerkendte britiske vinskribent Jancis Robinson bruger. Andre bruger 20-point-systemer uden halve point, andre igen bruger stjerner op til 5, 6 eller endda 10 stk.

Men giver det overhovedet mening at score en vin på en skala uanset om den skala går til 5, 6, 20 eller 100 og uanset om det er en 50point-skala, en 40point-skala eller noget helt tredje, fjerde eller femte? Efter min mening: Både ja og nej.

Inden jeg når frem til at forklare, hvad jeg mener med det noget tågede svar, så lad os først kaste et nærmere blik på opbygningen af den mest indflydelsesrige pointskala indenfor vinbedømmelser, nemlig Robert Parkers 100-point system. Parker begynder som nævnt med at give 50 point bare fordi indholdet i flasken er en vin, herefter fordeler hans point sig på denne måde:

1-5 point for udseendet
1-15 point for duften
1-20 point for smagen
1-10 point for det overordnede indtryk og lagringspotentiale

Parker offentliggør ikke mellemregningerne, altså hvor mange point vinen opnår i de forskellige kategorier, men blot det samlede antal point. Men selvom Parker en enkelt gang har givet 56 point til en 1979 Lambert Bridge Cabernet Sauvignon om hvilken han skrev ”One has to wonder what this winery does to its cabernet to make it so undrinkable….”, så scorer vine, Parker bedømmer så godt som aldrig under 70 point og dermed er hans 100-point skala reelt en 30-point skala. De dårlige vine scorer i 70’erne, de middelgode scorer i 80’erne, mens de gode og de virkeligt gode vine scorer point i 90’erne. Parkers system nedbryder altså oplevelsen af en vin til et enkelt tal, men et tal der til en hvis grad kan bruges til at sammenligne forskellige vine. Mere herom lige om lidt.

Én af verdens mest anerkendte vinuddannelser, nemlig det engelske Wine& Spirit Education Trust (WSET) bruger ikke pointgivning i bedømmelsen af vin, men anlægger en meget mere analytisk og kvalitativ tilgang til vinbedømmelsen. Med dette system skal smageren nedbryde vinen i samtlige dens bestanddele, og herefter analysere/bedømme dem hver for sig. Man skal ikke tage stilling til om man kan lide vinen, men alene forsøge at give en objektiv vurdering, om f.eks. tanninen er medium eller medium+. Det kaldes Systematic Approach to Tasting og er et system der både kræver træning og tilvænning, men som – når man først har lært det – giver én en helt anden forståelse for og nydelse af vin fremover. Jeg er gået i dybden med dette system i et andet blogindlæg, som du kan læse her. Det som WSETs system altså gør, er at sætte en masse ord på vinen, men på en tilstræbt objektiv, systematisk og ensartet måde.

Og nu når jeg så frem til denne artikels oprindelige spørgsmål, nemlig om det giver mening at give point til en vin? Uanset hvilken tilgang eller hvilket pointsystem man anvender til bedømmelsen af vin, er der tale om et forsøg på at sætte system i og videreformidle noget, som egentlig når alt kommer til alt er en subjektiv og typisk mangefacetteret oplevelse. Fordelen ved pointsystemer er naturligvis, at bedømmelsen er nem at formidle videre for anmelderen og er ganske brugbare i kommercielt øjemed for producenter/forhandlere, når pointene er i top. Og så er de umiddelbart og hurtigt forståelige for forbrugeren. Ulempen er naturligvis, at ufatteligt meget information går tabt: Hvordan smager vinen? Er den anmasende eller sofistikeret? Er vinen i balance? Hvordan er vinens struktur? Krop? Alkohol, syre, sødme…osv. osv. osv. Naturligvis vil vine der scorer helt i top være gode på alle niveauer, ligesom det modsatte er tilfældet med vine der scorer helt i bund. Men hvad kan man forvente at af vin der scorer 89 point? Det ved man ikke uden den ledsagende tekst.

Nu når jeg endelig frem til min pointe. Årsagen til at jeg svarer både ja og nej på spørgsmålet om man meningsfuldt kan give point til en vin er, at point kan være en udmærket og jo altså let forståelig rettesnor, men point kan aldrig nogensinde stå alene. Pointgivning hvad enten det er til en vin, en film, en bog eller noget helt fjerde må aldrig nogensinde stå alene uden en uddybende anmeldelse der beskriver, forklarer, analyserer og uddyber. Uden at sætte tingene ind i en sammenhæng er pointene intet værd. Robert Parker nævner det da også selv. Hans point kan ikke kan stå alene, skriver han, men skal ses i sammenhæng med de ret udførlige vinnoter der også offentliggøres sammen med pointene.

Problemet er bare, at pointene netop temmelig ofte står alene tilbage, og hvad langt de færreste selv vinnørder er opmærksomme på, så kan f.eks. Parkers point ikke bruges til at sammenligne kvaliteten af vine på tværs af vinområder. Han skriver nemlig følgende på forsiden af sit blad The Wine Advocate ”The numerical rating given is a guide to what I think of the wine vis-à-vis its peer group”. Med andre ord: Vinen får point ift. vine der er sammenlignelige med vine fra samme område. Det betyder, at f.eks. en Rioja der får 92 point i Parkers opfattelse ikke nødvendigvis er en bedre vin, end en Bordeaux der får 88 point. Men det er mildest talt ikke sådan hans point videreformidles eller forstås. Men det svarer egentlig til at sammenligne gode æbler med gode pærer. Point skal tages med et meget stort forbehold og selv synes jeg at point uden en uddybende forklaring er værdiløse.

En anden væsentlig pointe er, at bedømmelsen af en vin kan være meget flaske- og tidsafhængig. Robert Parker smager de samme vine igen og igen over årene (især Bordeaux) og justerer og tilpasser løbende sine point efter det. Ikke voldsomme justeringer, men måske et par point den ene eller anden vej. Absurditeten var dog til at tage at føle på, da én af Parkers ansatte, Lisa Perrotti-Brown, i 2009 tildelte Mouton-Rothschild 1998 89 point efter at Robert Parker selv i 2001 havde givet den 96 point. Det er i hvert fald blot med til at understrege, at selv vinkendere vurderer de samme vine meget forskelligt, eller at flaskevariationer spiller en stor rolle. Også af den grund er der grund til forsigtighed med meget præcis pointgivning. Som en lille sjov sidebemærkning skal det nævnes, at da Lise Perotti-Brown gjorde noget tilsvarende med Mouton-Rothschild 1982, blev hendes anmeldelse efterfølgende fjernet fra Parkers hjemmeside. Det var én af de vine der var med til at gøre Parker til en verdensberømt vinsmager, og manden selv har givet den 100 point ved mindst 7-8 lejligheder over de sidste 30 år. Den vin skulle der alligevel ikke pilles ved!

På baggrund af alle disse betragtninger har jeg besluttet, at vinanmeldelser her på smagforsmag.dk først og fremmest sker med ord i et forsøg på at give den bedst mulige beskrivelse. Anmeldelsen afsluttes dog med en samlet vurdering på en skala fra 0-6. En 6-point-skala er mere grovmasket end f.eks. Parkers 100-point skala, for efter min mening giver det overhovedet ikke mening at skelne mellem om en vin skal have 94 eller 95 point. Hos mig vil begge vine få 6 stjerner. Mine anmeldelser vil tage udgangspunkt i WSETs Systematic Approah to Tasting, som efter min mening, giver den bedste og mest objektive fremstilling af en vins udtryk og kvalitet. Jeg følger ikke systemet slavisk – så bliver anmeldelsen for teknisk og kedelig – og jeg krydrer bedømmelserne med min egen mening om vinen.

Ordet er frit – hvad synes du om pointgivning til vin?

—————

Skulle du have lyst til at læse mere om Robert Parker og hans imponerende karriere, findes der på hans egen hjemmeside et udførligt (men ikke specielt kritisk) portræt af manden: https://www.erobertparker.com/info/milliondollarnose.asp

Jeg skriver meget mere om WSETs Systematic Approah to Tasting i et senere indlæg, men ellers kan der læses mere om det her: http://www.wsetglobal.com/qualifications/25.asp

Indlægget Pointgivning til vin – giver det overhovedet mening? blev vist første gang den Smag for Smag.