Det var egentlig meningen, at jeg ville skrive et lille indlæg om bourbon. Det er ikke et emne, jeg har beskæftiget mig synderligt meget med før, men jeg fik en opfordring til at dykke ned i det, og så greb det pludselig om sig.
Faktisk greb det om sig i en sådan grad, at jeg overvejede om jeg skulle lave hele to indlæg, men nu blev det altså ét langt i stedet – jeg tiltror mine læsere evnen til at koncentrere sig i længere tid ad gangen.
Jeg må dog lige bringe en advarsel: Det er et detaljererigt, langt og sine steder ganske dybdegående indlæg. Til gengæld bliver du også belønnet med ét af de fedeste billeder, du nogensinde har set. Det er noget med ild!
Første halvdel af indlægget handler om hvad bourbon overhovedet er, og hvilke regler der gælder for de enkelte whiskeykategorier. Det er faktisk slet ikke så enkelt, som man måske skulle tro.
Anden halvdel af indlægget handler om hvordan bourbon fremstilles. Der nørdes i bund med teknikker og detaljer herunder destillationsproccessen, fadenes betydning, sour mash og The Lincoln County Process. Spørgsmålet om hvorfor Jack Daniels (ikke) er en bourbon berøres også.
Jeg skal måske lige nævne, at man i USA normalt staver whiskey med et e (og Irland for den sags skyld) og uden e – altså whisky – når det er fra Skotland. Det er derfor at jeg i indlægget bruger begge stavemåder afhængig af hvilket produkt, der er tale om. For den sproglige variations skyld omtaler jeg bourbon som både bourbon, whiskey og bourbon whiskey.
Lige nu er et godt tidspunkt at hælde et solidt skvæt af din bedste bourbon i dit bedste glas, og så ellers nyde fortællingen – lad os komme i gang.
Vi begynder med navnet – Bourbon. Det er ret hurtigt overstået, for man ved faktisk ikke, hvorfor whiskyen har fået navnet Bourbon. Nogen mener at vide, at det henviser til Bourbon County i staten Kentucky, hvor bourbonwhiskyen oprindeligt skulle stamme fra. Om den rent faktisk gør det, vides heller ikke med sikkerhed.
Andre mener, at navnet stammer fra Bourbon Street i New Orleans, som i 1800-tallet var byens svar på Jomfru Ane Gade. Efter sigende skulle folk være begyndt at efterspørge ‘that whiskey they sell on Bourbon Street‘ og det er senere så bare blevet til ‘that bourbon whiskey‘, lidt på samme måde som ordet whisky er blevet til ud fra første halvdel af det gæliske ord for aqua vitae, nemlig Uisge beatha (udtales ushke bah).
Men som nævnt er der ingen der ved det – svaret fortaber sig i historiens sprittåger.
Sikkert er det dog, at både Bourbon County og Bourbon Street er opkaldt efter Maison de Bourbon (en fransk fyrsteslægt hvorfra bl.a. den daværende franske konge Ludvig 16. stammer) som tak for Frankrigs indsats under den amerikanske uafhængighedskrig.
Nulevende medlemmer af slægten tæller bl.a. den spanske konge Felipe 6. og Storhertug Henri af Luxembourg.
Hvad er bourbon?
For at en whiskey må kaldes bourbon, skal den være produceret i USA på minimum 51% majs, og den skal lagres i nye (dvs. ubrugte) og indvendigt brændte/forkullede egetræsbeholdere. Der er i modsætning til i Skotland ikke krav om at det skal være et egetræsfad – i loven bruges betegnelsen ’oak container’ – og der er heller ikke – igen i modsætning til i Skotland – nogen krav til størrelsen på fadet. I praksis er det dog standard at lagre whiskyen på 200 liters egetræsfade.
Der er ingen krav om hvor længe whiskyen skal lagre, før den i USA må sælges som bourbon. Dog er der krav om minimum 3 års lagring, hvis den skal sælges som bourbon i EU. Det er i øvrigt den samme regel der gælder, for hvornår skotsk whisky må kaldes whisky. Der er ikke krav om aldersangivelse på flasken, men hvis den skrives på, er det – ligesom med skotsk whisky – alderen på den yngste whiskey i blandingen der skal angives. Dog skal der aldersangivelse på flasken, hvis whiskyen er lagret i mindre end 4 år.
Herudover er der en række krav om alkoholindholdet efter destillationen, ved lagringen og ifm. aftapningen, nemlig hhv. maks. 80%, maks. 62,5% og min. 40%.
En bourbon må gerne blandes af whiskey fra flere forskellige destillerier, men kun fra den samme stat, og der må ikke blandes noget som helst andet end bourbon i flasken, heller ikke farve. Navnet på staten hvori whiskyen er destilleret, skal i øvrigt fremgå af flasken.
Det var i al sin enkelhed definitionen på en bourbon whiskey, men der findes nogle underkategorier, som er vigtige at kende til, ikke mindst fordi det er her, vi finder de bourbons, det reelt er værd at beskæftige sig med.
Straight Bourbon Whiskey som er langt den mest almindelige whiskeykategori (i hvert fald på det europæiske marked). Den laves på samme måde som bourbon whiskey, men med et krav om min. 2 års lagring, hvis den skal sælges på det amerikanske marked. Da whiskyen som nævnt skal lagre i min. 3 år for at kunne sælges som bourbon i EU, er al bourbon på det europæiske marked pr. definition straight bourbon whiskey.
Bottled-in-Bond (eller Bonded) er en kategori med endnu strammere regler for produktionen. Det er en bourbon der skal være lavet af én destillatør på ét destilleri og whiskyen skal herefter lagre i min. 4 år i en sikret bygning (’in bond’) – hvilket kontrolleres af de føderale myndigheder. Medmindre der er tale om en ’single barrel whiskey’ skal de fade der blandes og tappes som bottled-in-bond whiskey være destilleret i samme produktionssæson (dvs. 1. eller 2. halvår i et kalenderår), og whiskyen skal tappes på flaske ved præcis 50% alkohol. Der må selvsagt ikke blandes noget som helst andet end vand i whiskyen, for at få alkoholprocenten ned på det påkrævede niveau, og hvis whiskyen er aftappet et andet sted end på produktionsstedet, skal det fremgå af etiketten.
Blended Bourbon Whiskey skal som minimum indeholde 51% straight bourbon men må gerne være sammensat af whiskey fra flere forskellige amerikanske stater, og der må tilsættes farve- og smagsstoffer samt op til 49% neutral, ulagret sprit lavet på korn eller majs.
Blended Straight Bourbon Whiskey skal indeholde 100% straight bourbon whiskey men dette må gerne være fra flere forskellige amerikanske stater, og der må også her tilsættes både farve- og smagsstoffer.
Reglerne for ovenstående – samt de øvrige 30 (!) amerikanske whiskeytyper – er reguleret ved lov.
Inden vi går videre, er det på sin plads lige at komme med lidt baggrundsinformation om kornsammensætningen i en bourbon (kornsammensætningen er det der på engelsk hedder ’Mash Bill’ og som på dansk hedder skråen). Langt de fleste bourbons er lavet på en skrå af majs, rug og maltet byg, typisk i forholdet 65-75% majs, 10-20% rug og 5-15% maltet byg.
Årsagen til at jeg nævner det her er, at der findes to uofficielle bourbon-underkategorier, som også lige er værd at nævne. De er altså ikke reguleret ved lov, men bruges ret ofte. Det drejer sig om:
High rye (ikke at forveksle med Rye Whiskey eller Straigth Rye Whiskey som skal indeholde min. 51% rug) er en whiskey med et højt indhold af rug, typisk 20-35% Da betegnelsen som nævnt ikke er lovreguleret, kan man dog ikke regne helt med denne tommelfingerregel. F.eks. står der ’High Rye’ på en flaske Wild Turkey 101, selvom den faktisk blot indeholder 13% rug. Det er altså en betegnelse som kan bruges af producenterne efter forgodtbefindende, men som i de fleste tilfælde dækker over, at der rent faktisk er en større mængde rug i whiskyen end normalt.
Wheated Bourbon (nogen gange også kaldet High Wheat Bourbon) indeholder hvede i stedet for rug, således at skråen altså består af majs, hvede og maltet byg. Det giver en mere blød og rund og mindre krydret whiskey. Den vel nok mest kendte Wheated Bourbon er Maker’s Mark der indeholder 70% majs, 16% vinterhvede og 14% maltet byg.
Her skal det måske lige indskydes, at corn whiskey ikke er det samme som bourbon, og dermed altså heller ikke er en underkategori. Nok er den type whiskey ligesom bourbon primært lavet på majs (dog min. 80%), men skal – hvis den kommes på fade, hvilket ikke er et krav – lagres på brugte fade eller nye uristede fade. Teknisk set kan man altså lave én portion whiskey med f.eks. 80% majs, 10% rug og 10% maltet byg, hælde halvdelen på nye og indvendigt brændte fade, og hælde den anden halvdel på nye ubrændte fade. Den første halvdel er dermed en bourbon, mens den anden halvdel er en corn whiskey. Om nogen har gjort det, ved jeg ikke, men det kunne da være et sjovt eksperiment.
En anden betegnelse man ofte ser på bourbon er ’small batch’. ’Small batch’ betyder………ingenting! Intet som helst. Der er ingen regler eller etableret standard for hvornår man kalder noget ’small batch’. Det har intet at gøre med hvor meget whiskey destilleriet producerer om året, men refererer til antallet af fade der blandes sammen til én aftapning – en såkaldt batch.
Men at udtrykket er helt meningsløst, illustreres meget godt af at f.eks. Evan Williams 1783 Small Batch Kentucky Straight Bourbon Whiskey (langt navn) er aftappet fra et batch der er blandet af ”no more than 300 barrels” mens Maker’s Marks batchstørrelse ”is less than 19 barrels”, som der står på siden af flasken.
At man ikke altid kan bruge oplysningerne på flasken til ret meget, er netop Maker’s Mark et godt eksempel på. De gør utrolig meget ud af at skrive ’Handmade’ og ’Small Batch Whisky’ (de staver det uden e) på etiketten og går ovenikøbet skridtet videre og skriver at ”Maker’s Mark is Americas only handmade whisky – never mass produced” – det er nærmest sådan bare lidt whiskey der fremstilles ude i laden, når gammelfar alligevel har lidt tid til overs, må man forstå.
Sådan er virkeligheden naturligvis ikke. At Maker’s Mark skulle være ”never mass produced” er en påstand med modifikationer. Maker’s Mark har kapacitet til at fremstille 27 mio. liter whiskey om året og råder over hele 46 lagerbygninger hvor der løbende er ca. 1 mio. tønder (dvs. op til 200 mio. liter whiskey) på lager. Til sammenligning fremstiller Macallan – Skotlands største whiskydestilleri – ca. 16 mio. liter om året.
Hvor laver man bourbon?
Bourbon må ifølge amerikansk lovgivning fremstilles over hele USA (inkl. territorier) og ikke kun i staten Kentucky eller i Bourbon County, som er to af de mest sejlivede myter, hvad dét angår. Faktisk findes der i Bourbon County p.t. kun ét whiskyedestilleri, nemlig Hartfield & Co.
At langt det meste bourbon så rent faktisk fremstilles i Kentucky, er en anden sag. The Bluegrass State står således for produktionen af ca. 95% af al bourbon i verden, og mere end halvdelen af det fremstilles af firmaet Beam Suntury, der tæller en række kendte whiskeybrands som f.eks. Jim Beam, Knob Creek, Basil Hayden og Maker’s Mark.
Hvordan laver man bourbon?
Dette afsnit er ret langt og noget teknisk, så det er nok en god idé at fylde lidt ekstra i dit glas, så du har noget at styrke dig på undervejs.
Jeg vil nu løbe igennem processen med hvordan man fremstiller Bourbon. Overordnet set adskiller det sig ikke fra andre måder at lave spiritus på, men dykker man ned i detaljerne, er der alligevel et par ret afgørende forskelle.
Det første der sker er at majs og de valgte kornsorter hver for sig kværnes til en mellemfin mel. Der sker for at man kan trække sukkerstofferne ud af kornet. Dette sker ved at blande melet med varmt vand, hvorefter det kaldes en mæsk. De forskellige destillerier har forskellige metoder, men mange steder foregår mæskningen ved at majsen koges under tryk for at forkorte processen. Under tryk kan man nemlig få temperaturen op over kogepunktet og dermed optimere udtrækningen af sukkerstoffer. Herefter sænkes temperaturen og rugen tilsættes, og til sidst tilsættes den maltede byg. Årsagen til at man tilsætter maltet byg er, at stivelsen i kornet skal omdannes til forgærbare sukkerstoffer som f.eks. dextrin og maltose. Det sker vha. to enzymer som findes i maltet byg, nemlig hhv. alfa- og betaamylase.
Mæsken skal nu køles ned til ca. 25 gr. hvorefter der tilsættes sour mash og gær. Sour mash henviser til det destillerierne kalder set-back eller backset, og er det, der er tilbage i destillationsapparatet fra forrige produktion (efter første destillering). Væsken er sur deraf navnet sour mash. Årsagen til at det tilsættes er, at en sænkning af pH-værdien i mæsken er med at til stabilisere produktet og gæringen da syrligheden hæmmer bakterievækst.
Langt de fleste bourbonproducenter anvender sour mash, men det er ikke alle der skriver det på etiketten. Nogle få fremstiller bourbon uden brug af sour mash (så hedder det sweet mash), men det er som nævnt kun ganske få, der så til gengæld fremhæver det i navnet, som f.eks. Woodford Reserve 1838 Sweet Mash. Et lille sjovt paradoks ift. netop den whiskey er, at det faktisk var Woodford Reserves grundlægger – James C. Crow – der opfandt sour mash metoden i 1823, men den har de valgt ikke at anvende til netop denne whiskey.
Tilbage på sporet. Gæren blev som nævnt tilsat, når temperaturen var faldet tilstrækkeligt, og den omdanner over 2-4 dage sukkerstofferne til alkohol og CO2. Når gæringen er afsluttet, er man klar til at destillere. På dette tidspunkt indeholder mæsken ca. 6-8% alkohol og omtales derfor også som destiller’s beer. Det kan dog ikke anbefales at drikke det. Jeg har faktisk smagt destiller’s beer på et skotsk whiskydestilleri engang – det var ikke nogen stor nydelse. Mæsken pumpes herefter over i det første destillationsapparat (bourbon destilleres som altovervejende hovedregel to gange, meget sjældent tre).
Jeg er lige nødt til at falde ned i endnu et hul af nørdede detaljer, for der er ret stor forskel på den måde man destillerer, når man laver bourbon og når man laver single malt i Skotland. Ved produktionen af skotsk whisky adskilles den færdiggærede væske fra kornet (og kalder herefter for urten) inden den kommer over i destillationsapparatet. I USA bliver majs og korn ikke separeret fra urten inden destilleringen – man benytter i stedet den såkaldte distilling on the grain-teknik.
Årsagen til det er, at hvor man nøjes med at knække kornet i mindre stykker når man laver skotsk whisky (og øl for den sags skyld), er man – for at kunne få alle sukkerstofferne ud – nødt til at pulverisere majskernerne til en mellemfin mel, når man laver bourbon. Hvis man sier denne majsmel fra mæsken inden destillering, mister man samtidig en masse smagsstoffer, og derfor er det den ufiltrerede mæsk, der ryger over i destillationsapparatet.
Netop fordi man ikke filtrerer kornresterne fra, foregår den første destillation – hos de fleste, men ikke alle – i en kolonnedestillator. I en traditionel pot still – som man bruger i Skotland – er der større risiko for, at mæsken brænder på. En kolonnedestillator er i bund og grund et højt rør hvori der er placeret en række perforerede plader.
Mæsken hældes ind i den øverste del af destillatoren og løber herefter ned over pladerne. Samtidig ledes kogende vanddamp ind fra neden. Fordi pladerne er perforerede kan dampen komme igennem og varme mæsken op. Mæsken løber ikke igennem hullerne i pladerne (fordi hullernes kanter er bøjet opad), men løber nedad fra plade til plade. Varmen fra dampen betyder, at alkoholen damper af og samler sig i toppen af destillationsapparatet, mens vand og melrester løber ned i bunden af destillatoren. Et sådan destillationsapparat kan faktisk køre kontinuerligt (man kan fjerne melresterne fra bunden løbende uden at standse destillationen) og kaldes derfor også en continous still eller en Coffey still efter navnet på opfinderen, Aeneas Coffey.
Den afdampede sprit kommer herefter igennem en kondensator som afkøler dampen som fortættes. Denne sprit – der kaldes low wine – indeholder typisk omkring 45% alkohol (faktisk ligger det i spændet 20-60% afhængig af destilleriet og typen af destillationsapparat).
Herefter skal denne low wine så destilleres anden gang. Det gøres dels for at øge alkoholstyrken, dels for at fjerne urenheder. Ved første destillation er det nemlig ikke kun alkohol der damper fra, der kommer også at masse volatile fuselolier og andre urenheder med over, og det er disse urenheder der nu – delvist – skal fjernes.
Anden destillering foregår i en såkaldt doubler eller thumper som i bund og grund er en stor kedel, og som hos nogen producenter ligner de store løgformede pot stills, som anvendes i Skotland. Kedlen varmes op og alkoholen damper fra, kommer igennem en kondensator og fortættes til den rå, ulagrede whiskey der nu kaldes high wine eller white dog. Denne råwhiskey indeholder typisk 65-75% alkohol. Herefter skal whiskyen fortyndes med vand til den maksimalt indeholder 62,5% alkohol hvorefter den lagres på egetræsfade indtil producenten mener, at den er klar til at blive tappet på flasker.
Hvorfor er Jack Daniel’s (ikke) en bourbon?
Spørgsmålet om hvorvidt Jack Daniel’s er en bourbon eller ej, er næsten umuligt at komme udenom i et blogindlæg om bourbon. Det er et emne, der har været debatteret til bevidstløshed i årevis (faktisk siden slutningen af 1930’erne), og det er nok kun de allermest dedikerede nør… øhh entusiaster der kan blive ved at synes, at den diskussion i bund og grund er interessant eller relevant. Men lad os lige runde den for en god ordens skyld, og begynde med at kigge på fakta.
Jack Daniel’s lever op til alle regler for at kalde deres whiskey for en bourbon. Den er fremstillet af 80% majs, 12% maltet byg og 8% rug, den lagres på nye indvendigt brændte egetræsfade osv. osv. osv. – præcis det samme på alle parametre som for bourbon. Men destilleriet selv mener, at det er en Tennessee Whiskey og ikke en bourbon. Og hvorfor så det? Jo, forklaringen skal findes i det der hedder The Lincoln County Process som er et ekstra step Jack Daniel’s whiskey gennemgår, inden den hældes på fade.
Det går helt kort ud på, at whiskyen efter andendestilleringen gennemgår en charcoal mellowing, dvs. at den drypper langsomt igennem et 3 meter dybt filter af trækul lavet på ahorntræ (billedet til venstre). Det tager ca. 6 dage for whiskyen at løbe igennem. Dermed er der bortfiltreret nogle af de urenheder, som andre whiskyer får fjernet via kullet på indersiden af fadene, ligesom whiskyen har taget lidt farve fra trækullet. På grund af denne filtrering mener Jack Daniel’s altså ikke, at deres whiskey er en bourbon. De skriver det meget klart på deres hjemmeside: “Jack Daniel’s is not a bourbon – it’s a Tennessee Whiskey. […] It’s this extra step – charcoal mellowing – that makes Jack Daniel’s a Tennessee Whiskey“. Det argument holder dog ikke. Slet ikke, faktisk.
For det første er der intet i den føderale lovgivning i USA der forbyder processen (eller anden filtrering for den sags skyld) i produktionen af bourbon.
For det andet findes der flere uafhængige aftappere (f.eks. Bardstown Bourbon Company) der køber hele fade med Tennessee Whiskey fra George Dickel (en anden Tennessee-producent der benytter samme filtreringsmetode) og sælger den som en del af et ‘Blend of Straight Bourbon Whiskies‘. Tennessee Whiskey må altså gerne sælges som bourbon.
For det tredje (og nu bliver det lidt sjovt) laver det samme firma som ejer Jack Daniel’s – Brown-Forman – en anden whiskey om hvilken de selv skriver: “Coopers’ Craft Kentucky Straight Bourbon Whiskey is taken through a unique beech and birch charcoal-filter finishing process“. Med andre ord: Det samme firma som laver Jack Daniel’s – og påstår at det ikke er en bourbon fordi den filtreres gennem et filter af trækul – laver en anden whiskey som de kalder en bourbon selvom den filtreres gennem et filter af trækul. Det er vist det, man kalder en tilståelsessag!
Konklusionen på spørgsmålet er altså at Jack Daniel’s gerne må kalde deres whiskey for en bourbon, men det vil de ikke, og da der ikke er et lovkrav om at de skal kalde den for en bourbon, er det ikke en bourbon, selvom det teknisk set er en bourbon. Eller som jeg så en skrive et sted på nettet: “Bourbon in all but name“.
Men det er et spørgsmål der betyder virkelig meget for Jack Daniel’s. Faktisk gik de så langt i deres bestræbelser på at undgå at kalde deres whiskey for bourbon, at de i slutningen af 1930’erne afholdt adskillige møder og havde lange brevkorrespondancer med myndighederne om spørgsmålet. I 1941 fik de så endelig en form for anerkendelse i form af et brev fra skattestyrelsen der skriver, at de efter nøje overvejelser og flere analyser i deres laboratorium kan konkludere, at Jack Daniel’s whiskey ”has neither the characteristics of bourbon or rye whiskey but rather is a distinctive product which may be labeled whiskey. Accordingly, no objection will be interposed to the continued use of the brand label…”. Siden da har Jack D. brugt betegnelsen Tennessee Whiskey selvom der faktisk ikke er belæg for det i den føderale lovgivning.
En sjov lille krølle på historien er, at den eneste føderale lovgivning der anvender betegnelsen Tennessee Whiskey er den Nordamerikanske Frihandelsaftale – NAFTA – der i kapitel 3, annex 313 skriver at Canada og Mexico skal anerkende betegnelsen Tennessee Whiskey – og så kommer det – ”which is a straight Bourbon Whiskey authorized to be produced only in the State of Tennessee” (min understregning). Det har de sikkert ikke været helt tilfredse med i hovedsædet i Lynchburg!
Staten Tennessee har i øvrigt vedtaget en lov der betyder, at al whiskey der benævnes Tennessee Whiskey skal have gennemgået The Lincoln County Process bortset fra whiskyen fra én bestemt producent, Benjamin Prichard. Det destilleri har nemlig traditionelt ikke anvendt metoden, og fik derfor som de eneste en undtagelse i loven.
Fadenes betydning
Der kunne skrives en hel bog om egetræsfade og fadenes betydning for det færdige produkt er ret stor. 100% af farven og en meget stor del af smagen kommer faktisk fra fadet. Jeg vil lade være med at fortabe mig i alt for mange detaljer men blot nævne enkelt ting, som man kan støde på på etiketterne, nemlig forkulningsgrad.
Som tidligere nævnt skal en bourbon whiskey ifølge amerikansk lovgivning lagres på indvendigt brændte/forkullede (charred) egetræsfade. Der står dog ikke noget i lovgivningen om hvor brændte eller forkullede fadene skal være. Generelt bruger destillerierne fire grader af forkulning og man kan derfor opleve, at der på flasken står f.eks. Char No. 4, men hvad betyder det?
Ved en Char No. 1 har der været ild i tønden i 15 sekunder, ved No. 2 i 30 sekunder, No. 3 – som er den mest almindelige – i 45 sekunder og ved Char No. 4 brænder tønden i hele 55 sekunder. Og at fadene brænder skal tages helt bogstaveligt, som det fremgår af billedet herover.
Char No. 4 er også kendt som ’the alligator char’ da træet får en overflade med lidt større sprækker og flader der minder lidt om udseendet på krokodilleskind (se billedet nedenfor). Enkelte destillerier – som f.eks. Buffalo Trace – har eksperimenteret med endnu mere brændte fade, men det hører stadig til sjældenhederne.
Nu skulle det som nævnt ikke udvikle sig til en hel bog om fade, men vi skal dog lige omkring hvad der sker, når fadene bliver brændt. For det første dannes et lag af aktivt kul der er med til at fjerne urenheder (som f.eks. svovlforbindelser) fra spritten. For det andet åbner det træet op så whiskyen kan trænge dybere ind, hvilket fremmer ekstraktionen af bl.a. stoffet vanillin (som også findes i vanilje, heraf navnet) og de naturlige sukkerstoffer inde i træet. Desuden bliver de sukkerstoffer der er i træet karamelliseret hvorefter de trækkes ud i whiskyen og bidrager med smag og farve.
Der kunne skrives meget mere om emnet – f.eks. hele bøger – og det er der da heldigvis også nogen, der har gjort, men jeg synes, at jeg med dette blogindlæg har været omkring det vigtigste. Skulle man læse én bog om bourbon, vil jeg faktisk anbefale en dansk bog, nemlig “Bourbon – bogen om amerikansk whiskey” af Henrik Brandt. Den er virkelig interessant, kommer rundt om emnet på en god og spændende måde og er ikke mindst velskrevet i en meget personlig stil.
Til sidst er der vel ikke andet at gøre, end at fylde glasset på ny og nyde lidt flere af de ædle dråber. Skål og tak fordi du læste med helt til slutningen.
Skriv et svar