Hvis man skulle finde sig selv i den helt usandsynlige situation, at der efter en god middag er en sjat vin tilovers, hvad skal man stille op med den? Der er flere muligheder. Den ene er naturligvis at stille flasken i køleskabet (så holder den sig bedst) og drikke den dagen efter. Den anden er at fryse vinen ned og bruge den senere hen i mad. En sjat vin kan pifte selv den kedeligste kødsovs op. Og en tredje mulighed er at lave eddike ud af den.
Selvom man ved en søgning på nettet kunne få et andet indtryk, er det faktisk ret nemt at lave eddike. Der er naturligvis utroligt mange meninger om emnet hvis man googler det, men man skal også nogengange lade være med at komplicere alting, især sådan noget, som har været en naturlig del af menneskers liv i årtusinder (eddike, surdej o.lign.).
Det eneste man skal bruge udover vin for at komme i gang er levende eddike eller en såkaldt eddikemor. Sådan én kan købes i visse specialforretninger eller man kan – ligesom med surdej – få et stykke fra én man kender der laver eddike. Men det er ikke svært, at sætte en eddikegæring i gang selv. Det er faktisk svært at undgå!
I visse regioner i Frankrig er det en gammel tradition, at moderen giver sin datter en eddikekrukke og en eddikemor i bryllupsgave, sådan at husstanden aldrig løber tør for frisk eddike, men hvis ikke man tilfældigvis kommer fra Frankrig – eller ikke kan få fat i en eddikemor – kan man som nævnt bare starte processen op selv.
Det jeg selv gjorde i sin tid – og det fungerede – var at fortynde rødvin med vand ned til 8-9% alkohol. Det er vigtigt bl.a. for at eddiken får det rette syreniveau. Dernæst blev vinen pladret op i en eddikekrukke, så den blev godt iltet (altså vinen). Herefter tilsatte jeg en hel flaske levende eddike, dvs. eddike som ikke er pasteuriseret. Jeg brugte den økologiske æblecidereddike der sælges i Irma, Brugsen, Netto for ca. 39 kr. for 0,75 liter, men andre mærker kan også sagtens bruges. Eneste krav er, at eddiken indeholder levende eddikesyrebakterier, derfor skal den være upasteuriseret/ufiltreret.
Efter 1 uges tid dannes et tyndt gummiagtigt lag på toppen, hvilket er det, der kaldes for en eddikemor (se billedet). Den bliver tykkere og tykkere og falder til sidst til bunds, hvorefter der dannes en ny. Efter ca. 6-8 uger kan man tappe færdig eddike til brug. Den skal helst flaskes og stå og modne i nogle måneder før man hælder den over salaten, idet frisk eddike er noget rå i smagen. Når man tapper eddike af krukken, skal man bare efterlade en sjat i bunden og så hælde mere frisk fortyndet vin på og vente. Denne cyklus kan i princippet køre i al evighed, men et par gange om året bør man fjerne den øverste eddikemor (gem den), tømme sin krukke for eddike (gem den) og smide de gamle eddikemødre ud eller forære dem til venner og bekendte der vil starte egen eddikeproduktion. Herefter renser man krukken med varmt vand og hælder eddike og moder tilbage igen med lidt frisk vin, og så kører det fint videre. Krukken skal stilles lunt f.eks. ovenpå et køkkenskab.
Kimie Vandborg skriver
Hej. Står lige og skal til at i gang med projekt eddike… Hvordan ved man hvor meget vand der skal i for at fortynde vinen til de 8 %?
Søren skriver
Hej Kimie.
Tak for dit spørgsmål. Man kan sjusse sig frem til det på denne måde: Lad os sige du har 2 dl. vin på 13% som du gerne vil fortynde til 8%.
Hvis du tilsætter 1 dl. vand (som jo er på 0%) er alkoholindholdet sådan ca. 2×13 (fordi der er 2 dl. vin) + 1×0 (fordi der er 1 dl. vand) = 26. Dette dividerer du så med 3 (fordi der er 3 dl. i alt). 26/3 = 8,7% alkohol, hvilket jo passer meget godt. På denne måse kan man regne ud, at der skal tilsættes ca. 4 dl. vand til en hel flaske vin på 13%.
Håber det var svar på dit spørgsmål – god fornøjelse ☺
Erik skriver
Glem det regnestykke, med mindre du ønsker at komplicerer processen unødigt.
Har du en sjat vin, tager du bare en lidt mindre sjat vand og hælder i. Så enkelt er det 🙂
Ole skriver
God artikel 🙂 En anden god regel, er bare at lave Vin til Vand ratio på 1:1, så slipper man også for en bøvlet Matematisk løsning, og det virker altid 🙂
Trine skriver
Hej. Tak for din beskrivelse, som jeg vil forsøge mig med, da jeg ikke kan finde nogen eddikemoder jeg kan “arve”. Kan man lave eddike i et henkogningsglas med stof som låg eller skal jeg investere i den ret dyre eddikekrukke? Kan ikke finde nogen brugt, desværre. (Har både hvid og rødvin efter en konfirmation og vil helst ikke smide ud… og vi får det ikke drukket 😊)
Søren skriver
Hej Trine. Tak for dit spørgsmål. Du kan sagtens bruge et henkogningsglas med stof henover, eller med glaslåget lagt løst ovenpå uden gummiringen. Man behøver ikke nogen særlig beholder til det, men i længden bliver man glad for, hvis der er taphane i bunden. Hvis du kun skal lave en enkelt portion, er det selvfølgelig ligegyldigt. Når eddiken er færdig, kan den holde sig på skoldede flasker i årevis. Jeg har stadig noget fra 2015 – det bliver bare bedre med årene. Held og lykke med projektet – fortæl gerne hvordan det gik 😊
Moona skriver
Når den er på flaske så er det vel med lufttæt låg ikke?
Søren skriver
Jo, det skal det være. Jeg bruger mest flasker med patentprop.
Morten Nielsen skriver
Tak for en fin beskrivelse. Og fin beskrivelse af omregningen af alkohol/vand.
MEN, hvis jeg nu plumrer en flaske æblecidereddike, (hvor der ER en eddikesvamp i ) regner du så det antal dl eddike med som vand? (alkoholneutralt) . Eller fisker jeg bare eddikesvampen (lille) op og hælder vin på.
Søren skriver
Hej Morten. Tak for de pæne ord. Jeg ville regne eddiken med som vand, fordi den jo er med til at bringe alkoholprocenten ned til det ønskede niveau. Men hvis der allerede er en eddikemor i flasken, ville jeg nok nøjes med at bruge den, for en hel flaske æbleeddike påvirker smagen af vineddiken ret meget, ift hvis man kun bruger selve eddikemoderen, vin og vand. God fornøjelse og skriv gerne hvordan det går. Vh Søren
Morten Nielsen skriver
Hej Søren.
Jeg fisker “kræet” op og gør som du foreslår. Du har helt ret. Det var jo ikke æbleeddike jeg ville lave. Men vineddike af vin fra egne druer. 🙂
Søren skriver
Hej Morten.
Lige en enkelt ting: Hvis eddikemoderen er meget lille, ville jeg nok starte langsomt op med f.eks. 1 dl vin + den rette mængde vand og så lade den blanding stå med eddikemoderen i en uges tid inden du pøser resten af vinen på. Altså laver en slags forkultur. Surdej kam nemlig godt blive stresset og give en lidt stram sur smag/lugt hvis den får for meget frisk mel på én gang. Jeg er ikke klar over, om det samme gælder for eddike, men jeg ville nok gå lidt roligt frem. Håber det lykkes 😊
Morten Nielsen skriver
Hej Søren.
Havde jeg bare fået læst dit sidste svar, var alt måske fryd og gammen……
MEN, det fik jeg altså ikke med, og den lille eddikemoder har altså fået et chock. For nu en måned efter, er der intet sket.
Jeg overvejer nu at købe en økologisk rødvinseddike og hælde i.
Hvis jeg køber 500 ml og hælder på ligeledes 500 ml af det jeg har stående, vil du så mene at jeg kan starte processen op .
Søren skriver
Hej Morten. Øv, hvor træls. Jeg tror dog sagtens, du kan redde den – det er næsten umuligt at forhindre vin i at blive til eddike, hvis bare det får tid og luft nok. Medmindre det bare mugner først.
Prøv at lugt til det og smag på det. Hvis det ikke lugter eller smager grimt, tror jeg sagtens du kan sætte fart i processen ved at tilsætte levende rødvinseddike. Så vidt jeg husker, startede jeg min egen eddike op i sin tid ved at tilsætte 0,7 liter levende eddike til 2 liter fortyndet vin, og der dannedes en stor, tyk og gummiagtig eddikemor på toppen i løbet af 4-5 uger. Hvis ikke du kan finde en rødvineddike der er levende, så brug den økologiske æbleeddike, der kan købes i de fleste supermarkeder. Jeg ved i hvert fald at Brugsen har den og vist også Netto og Meny. God fornøjelse og hold os gerne opdateret med evt. fremskridt.
Mvh Søren
Morten Nielsen skriver
Hej Søren.
Tak for dit svar.
Jeg tror jeg vil tappe af krukken , og tilsætte økoæblecidereddike. DET har jeg, og her ude på bøhlandet forhandler ingen økorødvinseddike 🙁 ….
Så kan jeg forhåbentlig flytte en eddikemoder over i ren fortyndet rødvin senere.
V.H. Morten
Lisbeth Mielec Møller skriver
Hej
Jeg er ny i denne skønne proces, og finder det meget spændende, dog vil jeg meget gerne have lidt råd….
Når eddiken har stået i krukken i lang tid, hvad skal der så ske med den – rødvinseddike på egne mørke druer…
Koges den….. 🤔
Sødes den…. 🤔
For jøsses den er Sur…
Mvh.
Lisbeth
Søren skriver
Hej Lisbeth.
Velkommen i eddikeklubben 🙂 Når eddiken er færdig, kan man gøre flere ting med den. Selv hælder jeg den bare på skoldede flasker, og stiller dem i et kælderrum, hvor der er nogenlunde mørkt og køligt. Eddiken kan holde sig frisk i årevis, og bliver faktisk bare bedre med tiden. Når den er helt frisk, er den – som du skriver – meget sur og nærmest rå i smagen, men ligesom med vin, bliver den mere rund og venlig efter lidt lagring. Bare en måneds tid eller to. Jeg har eddike fra 2015 liggende i kælderen, og den smager fantastisk. Jeg ville derfor hverken koge eller søde den, men bare lade tiden gå. Held og lykke med projektet – hold os gerne opdateret her på siden. Mvh Søren
Conny K skriver
Kort spørgsmål: er scoby det samme som en eddikemor?
Søren skriver
Hej Conny. Nej, det er det ikke. Scoby bruges til Kombucha, hvilket er noget helt andet end eddike. Mvh Søren
Elisabeth Pamperin Lansner skriver
Jeg er også ny inden for eddikefremstilling og har fået lavet en fin eddikemor og tappet første gang. Og så kommer jeg i tvivl og det videre forløb. Når nu eddikemoderen er lavet og jeg skal hælde mere vin over, er det så ufortyndet eller fortyndet?
Søren skriver
Velkommen til en ny hobby og til smag for smag. Vinen skal altid fortyndes ned i alkoholprocent, når der skal laves eddike uanset om det er en ny eller gammel eddikemor. Man kan risikere at slå den ihjel hvis der er for meget alkohol, selvom den faktisk er temmelig hårdfør. God fornøjelse med projektet!
Elisabeth skriver
Hej Søren! Tusind tak! Jeg har søgt så mange steder hvor det ikke var udspecificeret, så nu prøver jeg med din anbefaling. Tak!
Elisabeth Pamperin Lansner skriver
Hej Søren! Tak, det virkede og jeg har fået lavet en super lækker eddike med smag hen af balsamico. Nu er spørgsmålet om den aftappede eddike skal lagres og i givet fald hvordan. Har læst at eddike bør stå så den følger årstidens skiftende sæsoner med kulde og varme, men ikke om den er tillukket, så er det med eller uden prop/låg.
Tak på forhånd!
Elisabeth
Søren skriver
Hej Elisabeth.
Fedt – hvor er det godt at høre 😊
Der skal prop på for ellers fordamper eddiken og bliver inficeret (det kan eddike faktisk godt). Jeg opbevarer min eddike i en kælder i flasker med patentprop og de ældste har da indtil videre holdt sig friske i ca. 6 år. Husk at skolde flaskerne med kogende vand først 😊
Elisabeth skriver
Super! Tusind tak!!!!
Så kommer de i en kasse på loftet (mit næsten isolerede) loft.
Jeg fandt en video fra Modena, hvor de blandede noget lagret eddike i den nye produktion, ligesom i vinfremstilling. Spændende! Jeg har i årevis ledt efter en original fransk eddikekrukke, så jagten går i gang næste gang jeg er i Frankrig.
Tak!!!!
Elisabeth
Elsebeth Nielsen skriver
Jeg står med Chablis fra 2007, som desværre var gået over tid og derfor blevet meget sur/syrlig. Som om,den er gået i gæring.
Kan den bruges videre til vineddike ? Kræver det en eddikemor,eller kan jeg bare ilte vinen og på den måde få mere gang i en gæringsproces.
Med venlig hilsen
Elsebeth Nielsen
Søren skriver
Hej Elsebeth. Jeg er usikker på, hvad du mener med, at vinen er gået over tid. Har flasken været åben længe eller hvordan skal det forstås?
Mvh Søren
Annelise Ramussen skriver
Min eddikemor med fortyndet vin har fået et lag mug ovenpå. Er den så død?
Søren skriver
Hej Annelise. Det tror jeg desværre, den er. Jeg ville smide den og den eddike der er i krukken ud og begynde forfra. Mug – især i våde fødevarer – skal man gave respekt for.
Mvh Søren
Annelise Ramussen skriver
Tak for svaret. Hvor finder jeg opskrift på en eddikemor?
Søren skriver
Hej Annelise. Hvis du følger opskriften i mit indlæg – med at tilsætte levende eddike til vin fortyndet med lidt vand – bliver der dannet en ny eddikemor efter nogle uger. Skriv gerne tilbage om det lykkes 😊 Mvh Søren
Majbritt Thoftdahl skriver
Jeg kan oplyse jer alle om at jeres valg af vin påvirker smagen på eddike rigtig meget
Både rød og hvidvin indeholder sukkerstoffer / Kulhydrater
Jo højere indholdet af sukkerstoffer i den brugte vin er jo mere skarp bliver smagen i eddiken
Omvendt: jo færre sukkerstoffer desto mildere smag får eddiken
Sukkerstofferne påvirker også styrken – syre %’en i eddiken
Jo flere sukkerstoffer desto højere %
Prøv dig frem til din foretrukne smag
Husk du kan også lave eddike af de fleste frugter med eller uden moder
Søren skriver
1000 tak for et rigtig godt input – jeg var ikke klar over at indholdet af sukkerstoffer i vinen spillede så stor en rolle.
ULLA skriver
Jeg er ny ud i eddikeproduktion – og er i tvivl om, hvordan en eddikemor ser ud? Er den gennemsigtig eller er den hvidlig? Umiddelbart lugter det som det skal, men er i tvivl om det hvidlige gelelag er forstadie til mug?
Søren skriver
Hej Ulla. Det lyder som mug. En eddikemor – i hvert fald når den er lavet på rødvin – ligner et stykke rødt gummi.
Desværre.
Mvh Søren
Rosa skriver
Hej Søren.
Jeg har lavet æbleeddike selv og har fået flere flotte æbleeddikemødre – kan de bruges til at lave vineddike af?
Mvh.
Rosa
Søren skriver
Hej Rosa
Ja, det kan du sagtens. Sådan en eddikemor er lidt at sammenligne med gær. Den samme gær kan bruges til alle typer brød og på samme måde kan en eddikemor bruges til alle typer eddike. God fornøjelse.
Mvh Søren