Slåen Gin er en god gammel britisk juleklassiker, som mange familier stadig selv laver i løbet af efteråret. I kraft af den såkaldte cocktailrevolution, er slåen gin fra nogle af de store ginproducenter også dukket op på det danske marked de seneste år.
Man kan derfor i velassorterede specialbutikker købe en god slåen gin, eller man kan meget nemt lave den selv. Det kræver blot lidt mere tålmodighed. Og en flaske gin og nogle slåenbær. I Danmark er slåen også traditionelt blevet brugt til kryddersnaps, men fremgangsmåden er ikke helt den samme, som når man laver slåen gin.
Af en eller anden grund er der mange myter der knytter sig til at udbløde slåen i alkohol. F.eks. at bærerne skal plukkes under fuldmåne og individuelt prikkes med en slåentorn eller en sølvnål, så al saft og kraft kan trækkes ud. En anden myte lyder, at de ikke må trække for længe i alkohol, for så trækker man blåsyre ud af kernen og det er noget giftigt stads. Kernerne indeholder ganske rigtigt blåsyre, men der drikkes så store mængder før det bliver farligt, at blåsyren vil være din mindste bekymring! En tredje myte lyder, at der skal tilsættes sukker under udtrækningen for trække frugtsmagen frem. Sukker bidrager ikke til noget under selve udtrækningen, men er vigtig for det færdige smag (sukker fremhæver frugtsmag). Det nemmeste er dog at smage til med sukker til sidst, mere herom senere.
Slåenbær skal plukkes når de er modne, dvs. når man nemt kan presse dem mellem to fingre, og hvis ikke der på det tidspunkt har været nattefrost, skal de en dag eller to i fryseren. Frosten omdanner de meget sure og bitre bær til nogle mindre sure og bitre bær. Fuglene vil da heller ikke spise af dem, før de har fået en gang frost. Altså bærerne.
Når bærerne tages ud af fryseren overhældes de med gin og under de efterfølgende måneders udtrækning flækker skallen, og forudgående prikning med torn eller nål er altså spild af tid.
Der hvor slåen gin adskiller sig fra snaps krydret med slåen (altså udover at der er brugt gin og ikke snaps eller vodka) er, at der – når bærerne har trukket færdig – tilsættes sukkervand. Slåen gin er dermed ret beset egentlig en likør. Tilsætningen af sukkervandet har to formål: Dels at søde den stadig noget bitre drik, dels at sænke alkoholprocenten i det færdige produkt.
Hvordan gør man?
Du plukker 3½-4 dl. slåenbær, når de er modne. I 2015 plukkede jeg mine slåen lørdag i uge 42 hvorimod jeg i 2016 plukkede dem 14 dage tidligere. Det vil altså variere fra år til år, så du må ud og klemme dine bær regelmæssigt i løbet af efteråret.
Hvis der ikke har været nattefrost, lægger du dine slåen i fryseren i et par døgn. Hæld dem herefter op i et stort glas med patentlåg og hæld en god flaske gin over. Bærerne skal ikke tø først, de tør i ginen. Det nytter i øvrigt ikke at bruge en slavegin og heller ikke en meget enebærtung gin. Plymouth og Beefeater er gode til formålet.
Bærerne skal herefter trække i gin i min. 3 måneder (gerne i op til et år) hvorefter de filtreres fra. Den flotte højrøde slåen gin skal nu smages til med sukkervand. 2 dl. sukker opløses i 2 dl. vand (det gøres nemmest ved at varme det op i en kasserolle eller bruge kogende vand). Når sukkervandet er afkølet kan man smage sin slåen gin til og der skal typisk bruges 1½-2 dl. sukkervand til en flaske gin.
Nu er din slåen gin klar til at blive drukket, men den vinder bestemt ved lagring. Gerne i flere år så lav nogle stykker, når du er i gang. Slåen gin kan drikkes rent som en likør til kaffen, som en ledsager til osten eller bare for sig selv foran pejsen. Men den kan også bruges i cocktails.
Der findes på nettet mange forskellige opskrifter med slåen gin i cocktails, men én af mine gode venner har i et akut tilfælde af stort klarsyn og guddommelig indsigt selv opfundet en cocktail med slåen gin og oven i købet én der forvandler en traditionel vinterdrik til en herligt forfriskende sommercocktail. Den smager fortræffeligt og du skal ikke snydes for opskriften på en:
Hamilton Cocktail
6 cl. slåen gin (oprindeligt lavet med Monkey 47 Sloe Gin)
6-12 cl. Schweppes Tonic
2-4 cl. Canada Dry Ginger Ale
4-5 dashes Angostura Bitters
1 limebåd
Isterninger
Fremgangsmåden er ganske simpel: Limebåden smides i et long drink glas (lidt af saften kan evt. klemmes ud i glasset først), isterninger og slåen gin tilsættes og der fyldes op med tonic og ginger ale efter smag. Afslut med 4-5 dashes Angostura Bitters og rør forsigtigt rundt til alt er blandet.
Bør nydes i rigelige mængder i sommervarmen.
God fornøjelse!
Lasse skriver
Skønt indlæg!
Esben H. Nielsen skriver
Det skal prøves
Søren skriver
Rigtig god fornøjelse 😊
Beth Krogh skriver
Hvad er en flaske gin. 0,75l eller 1,0l eller 0,50l, det er jo lidt af en forskel i forhold til opskriften
Søren skriver
Det er en alm. standardflaske på 0,7 liter.