Mit allerførste indlæg på smagforsmag.dk handler om pointgivning til vin. Det er et meget omdiskuteret emne, om man skal – eller overhovedet kan – give point til en vin på en meningsfuld måde. Det vil jeg forsøge at belyse.
Mange gør det, tildeler point. Også – eller måske især – de mest anerkendte vinkritikere. Tænk bare på Robert Parker, der jo om nogen kan sætte en dagsorden med sine vinanmeldelser, og hvis point kan sende en vins pris helt op i skyerne eller ned under kulkælderen. Det er ikke uden grund, at mange Bordeauxslotte hvert forår afventer Parkers point inden de fastsætter en primeur-prisen på forrige års høst. Parker opererer med sin berømte 100-point skala, som rettere er en 50-point skala. Vinen får nemlig som udgangspunkt 50 point bare for at være en vin.
Vinmagasinet Decanter bruger en skala der går til 20 point, men som i virkeligheden er en 40-point skala, da de også tildeler halve point og det er også den skala som den anerkendte britiske vinskribent Jancis Robinson bruger. Andre bruger 20-point-systemer uden halve point, andre igen bruger stjerner op til 5, 6 eller endda 10 stk.
Men giver det overhovedet mening at score en vin på en skala uanset om den skala går til 5, 6, 20 eller 100 og uanset om det er en 50point-skala, en 40point-skala eller noget helt tredje, fjerde eller femte? Efter min mening: Både ja og nej.
Inden jeg når frem til at forklare, hvad jeg mener med det noget tågede svar, så lad os først kaste et nærmere blik på opbygningen af den mest indflydelsesrige pointskala indenfor vinbedømmelser, nemlig Robert Parkers 100-point system. Parker begynder som nævnt med at give 50 point bare fordi indholdet i flasken er en vin, herefter fordeler hans point sig på denne måde:
1-5 point for udseendet
1-15 point for duften
1-20 point for smagen
1-10 point for det overordnede indtryk og lagringspotentiale
Parker offentliggør ikke mellemregningerne, altså hvor mange point vinen opnår i de forskellige kategorier, men blot det samlede antal point. Men selvom Parker en enkelt gang har givet 56 point til en 1979 Lambert Bridge Cabernet Sauvignon om hvilken han skrev ”One has to wonder what this winery does to its cabernet to make it so undrinkable….”, så scorer vine, Parker bedømmer så godt som aldrig under 70 point og dermed er hans 100-point skala reelt en 30-point skala. De dårlige vine scorer i 70’erne, de middelgode scorer i 80’erne, mens de gode og de virkeligt gode vine scorer point i 90’erne. Parkers system nedbryder altså oplevelsen af en vin til et enkelt tal, men et tal der til en hvis grad kan bruges til at sammenligne forskellige vine. Mere herom lige om lidt.
Én af verdens mest anerkendte vinuddannelser, nemlig det engelske Wine& Spirit Education Trust (WSET) bruger ikke pointgivning i bedømmelsen af vin, men anlægger en meget mere analytisk og kvalitativ tilgang til vinbedømmelsen. Med dette system skal smageren nedbryde vinen i samtlige dens bestanddele, og herefter analysere/bedømme dem hver for sig. Man skal ikke tage stilling til om man kan lide vinen, men alene forsøge at give en objektiv vurdering, om f.eks. tanninen er medium eller medium+. Det kaldes Systematic Approach to Tasting og er et system der både kræver træning og tilvænning, men som – når man først har lært det – giver én en helt anden forståelse for og nydelse af vin fremover. Jeg er gået i dybden med dette system i et andet blogindlæg, som du kan læse her. Det som WSETs system altså gør, er at sætte en masse ord på vinen, men på en tilstræbt objektiv, systematisk og ensartet måde.
Og nu når jeg så frem til denne artikels oprindelige spørgsmål, nemlig om det giver mening at give point til en vin? Uanset hvilken tilgang eller hvilket pointsystem man anvender til bedømmelsen af vin, er der tale om et forsøg på at sætte system i og videreformidle noget, som egentlig når alt kommer til alt er en subjektiv og typisk mangefacetteret oplevelse. Fordelen ved pointsystemer er naturligvis, at bedømmelsen er nem at formidle videre for anmelderen og er ganske brugbare i kommercielt øjemed for producenter/forhandlere, når pointene er i top. Og så er de umiddelbart og hurtigt forståelige for forbrugeren. Ulempen er naturligvis, at ufatteligt meget information går tabt: Hvordan smager vinen? Er den anmasende eller sofistikeret? Er vinen i balance? Hvordan er vinens struktur? Krop? Alkohol, syre, sødme…osv. osv. osv. Naturligvis vil vine der scorer helt i top være gode på alle niveauer, ligesom det modsatte er tilfældet med vine der scorer helt i bund. Men hvad kan man forvente at af vin der scorer 89 point? Det ved man ikke uden den ledsagende tekst.
Nu når jeg endelig frem til min pointe. Årsagen til at jeg svarer både ja og nej på spørgsmålet om man meningsfuldt kan give point til en vin er, at point kan være en udmærket og jo altså let forståelig rettesnor, men point kan aldrig nogensinde stå alene. Pointgivning hvad enten det er til en vin, en film, en bog eller noget helt fjerde må aldrig nogensinde stå alene uden en uddybende anmeldelse der beskriver, forklarer, analyserer og uddyber. Uden at sætte tingene ind i en sammenhæng er pointene intet værd. Robert Parker nævner det da også selv. Hans point kan ikke kan stå alene, skriver han, men skal ses i sammenhæng med de ret udførlige vinnoter der også offentliggøres sammen med pointene.
Problemet er bare, at pointene netop temmelig ofte står alene tilbage, og hvad langt de færreste selv vinnørder er opmærksomme på, så kan f.eks. Parkers point ikke bruges til at sammenligne kvaliteten af vine på tværs af vinområder. Han skriver nemlig følgende på forsiden af sit blad The Wine Advocate ”The numerical rating given is a guide to what I think of the wine vis-à-vis its peer group”. Med andre ord: Vinen får point ift. vine der er sammenlignelige med vine fra samme område. Det betyder, at f.eks. en Rioja der får 92 point i Parkers opfattelse ikke nødvendigvis er en bedre vin, end en Bordeaux der får 88 point. Men det er mildest talt ikke sådan hans point videreformidles eller forstås. Men det svarer egentlig til at sammenligne gode æbler med gode pærer. Point skal tages med et meget stort forbehold og selv synes jeg at point uden en uddybende forklaring er værdiløse.
En anden væsentlig pointe er, at bedømmelsen af en vin kan være meget flaske- og tidsafhængig. Robert Parker smager de samme vine igen og igen over årene (især Bordeaux) og justerer og tilpasser løbende sine point efter det. Ikke voldsomme justeringer, men måske et par point den ene eller anden vej. Absurditeten var dog til at tage at føle på, da én af Parkers ansatte, Lisa Perrotti-Brown, i 2009 tildelte Mouton-Rothschild 1998 89 point efter at Robert Parker selv i 2001 havde givet den 96 point. Det er i hvert fald blot med til at understrege, at selv vinkendere vurderer de samme vine meget forskelligt, eller at flaskevariationer spiller en stor rolle. Også af den grund er der grund til forsigtighed med meget præcis pointgivning. Som en lille sjov sidebemærkning skal det nævnes, at da Lise Perotti-Brown gjorde noget tilsvarende med Mouton-Rothschild 1982, blev hendes anmeldelse efterfølgende fjernet fra Parkers hjemmeside. Det var én af de vine der var med til at gøre Parker til en verdensberømt vinsmager, og manden selv har givet den 100 point ved mindst 7-8 lejligheder over de sidste 30 år. Den vin skulle der alligevel ikke pilles ved!
På baggrund af alle disse betragtninger har jeg besluttet, at vinanmeldelser her på smagforsmag.dk først og fremmest sker med ord i et forsøg på at give den bedst mulige beskrivelse. Anmeldelsen afsluttes dog med en samlet vurdering på en skala fra 0-6. En 6-point-skala er mere grovmasket end f.eks. Parkers 100-point skala, for efter min mening giver det overhovedet ikke mening at skelne mellem om en vin skal have 94 eller 95 point. Hos mig vil begge vine få 6 stjerner. Mine anmeldelser vil tage udgangspunkt i WSETs Systematic Approah to Tasting, som efter min mening, giver den bedste og mest objektive fremstilling af en vins udtryk og kvalitet. Jeg følger ikke systemet slavisk – så bliver anmeldelsen for teknisk og kedelig – og jeg krydrer bedømmelserne med min egen mening om vinen.
Ordet er frit – hvad synes du om pointgivning til vin?
—————
Skulle du have lyst til at læse mere om Robert Parker og hans imponerende karriere, findes der på hans egen hjemmeside et udførligt (men ikke specielt kritisk) portræt af manden: https://www.erobertparker.com/info/milliondollarnose.asp
Jeg skriver meget mere om WSETs Systematic Approah to Tasting i et senere indlæg, men ellers kan der læses mere om det her: http://www.wsetglobal.com/qualifications/25.asp
Glimrende blog – tillykke med den og et godt første indlæg. Umiddelbart er jeg for pointgivning, ikke mindst efter Parker-skalaen, men er også stor tilhænger af, at det skal suppleres med en fyldestgørende tekst.
Efter at have smagt en del vine fra to områder, hvor Parker har sat et særligt præg, har jeg har fået en god fornemmelse for, hvad det indebærer, når han fx giver en vin 90 point – og hvad man dermed får for pengene. I generelle træk, naturligvis, men det har været og er et vigtigt kriterium for mig i min research efter vin fra disse områder. Vine herfra under 90 point holder jeg mig i udgangspunktet fra. Jeg ville omvendt have svært ved at lave samme konklusion, hvis jeg netop skulle investere i en Rioja, der har fået 90 point. Her vil jeg være mere tilbøjelig til at studere reviews indholdsmæssigt og få en fornemmelse af, hvad han lægger vægt på der.
Parkers indflydelse er – som man også kan se af afsnittet ovenfor – af overordentlig stor betydning for mig, som den også til stadighed er for mange andre vinelskere verden over. Og jeg vil faktisk gå så vidt som at sige, at det er meget få vinskribenter, jeg ellers sætter min lid til, når jeg skal vurdere, om jeg vil købe en given vin.
Tak for de pæne ord og dine kommentarer. Jeg kan sagtens se en pointe i, at man finder en anmelder man deler smag med, og som derfor snildt kan fungere som ens guide for et enkelt område. Det er bare ikke ret mange, der gør det på den måde og dermed kommer pointene – for de fleste forbruger – til at stå alene. Men interessant betragtning, tak for den.